Litteraturoplevelser

Vi læser højt fra bibliotekets allerbedste billedbøger, og laver aktiviteter, hvor børnene fordyber sig i de gode fortællinger. For de 5 - 7 årige.

Fotokreditering: Fang Fortællingen
Fotokreditering: Fang Fortællingen

FANG FORTÆLLINGEN: Lille Frøken Pingelpot

Kære alle storebørnsgrupper/0. klasser

En hønsegård er flyttet ind på biblioteket, og vi vil meget gerne invitere til ”Lille Frøken Pingelpot”-forløb i Børnebiblioteket.

Hønsegården, som er rammen for forløbet, er baseret på billedbogen ”Lille Frøken Pingepot” af forfatter Marianne Iben Hansen. Det er en rørende fortælling om det at være anderledes og dog alligevel finde sin plads lige ved siden af dem, som forstår, accepterer og er ligesindende.

I forløbet skal børnene på opdagelse i udstillingen på egen hånd, hvor der efterfølgende vil være dialog og refleksion i plenum om deres oplevelse. I forløbet er der fokus på legen med ord, vrøvl og rim.

Forløbets læringsperspektiver:

  • At finde noget, der er anderledes blandt alt det normale og opdage værdien i det
  • At oplevelse at vrøvl også er et sprog, man kan kommunikere mere og have sammen med nogen
  • At have det sjovt med ord og lege sig frem til et fælles sprog

Praktiske informationer:

Alder: Forløbet er rettet mod storebørnsgrupperne og 0. klasse

Varighed: Forløbet varer 30-45 minutter og herefter kan I spise madpakker i Børnebiblioteket, hvis I ønsker det

Max. antal: 10 børn + voksne

Datoer og tider: I kan se alle tilgængelige datoer i nedenstående link og herunder selv vælge, om I vil komme kl. 9:30 eller kl. 10:00

Booking: I booker via nedenstående link. Her skal I angive antallet af børn, børnegruppens alder og en kontaktperson.

Vi glæder os meget til at se jer til rim, vrøvl og sjov i hønsegården!

Litteraturoplevelser til dagtilbud er rettet mod børn i daginstitution eller dagpleje. 

LÅN EN LITTERATURKASSE

Nåede I ikke at opleve en tidligere Litteraturoplevelse? I kan låne Litteraturkasserne fra tidligere forløb med alt det I skal bruge til selv at lave en højtlæsning med aktiviteter i jeres institution. Læs mere om Litteraturkasserne her